Search
  • Louise Vestergaard

10 grunde til at du skal hyre en indretningskonsulent

- og hvorfor du skal ringe til mig!


Går du og overvejer, om du skal have professionel hjælp til indretningen? Læs med her.


1. Spar penge – måske tænker du, ’jamen jeg bruger jo penge på at hyre en indretningskonsulent, så hvordan kan det give mening?’ Det skal jeg fortælle dig. Du skal træffe beslutninger omkring din indretning, som kan ske at koste mange spildte penge, hvis du træffer de ’forkerte’ valg og skal gøre det om igen fx mht. maling, valg af materialer, hvad der er en god investering, og hvad der ikke er.


2. Få mere for pengene med en plan – en indretningskonsulent kan hjælpe dig med at lave en handleplan og indkøbsliste, så budgettet og tidsplanen ikke skrider.


3. Udnyt konsulentens kontakter og rabatordninger – indretningskonsulenten har nøje udvalgte samarbejdspartnere, der kan give dig en god pris.


4. Hæv værdien på dit hus - Hvis du skal sælge dit hus en dag eller står overfor dette lige nu, så kan en opgradering af boligens indretning være med til at hæve værdien på dit hus. Jeg talte for nyligt med en ejendomsmægler, som sagde, at det var svært at overbevise sælger om at benytte en indretningskonsulent, da de så det som en unødvendig udgift, da de bare ville af med deres hus eller lejlighed. Men han fortalte også, at da han solgte sin egen lejlighed, så brugte han 5000 kr. på at give lejligheden en make-over, og han vurderede, at han solgte lejligheden for 75.000 kr. mere end han ellers ville have.


5. Brobygger mellem dig og arkitekten/håndværkeren – hvis du har en klar plan for dine behov i indretningen, kan det være godt at se sagen fra flere sider, så man kommer frem til den bedste løsning for dig. En håndværker har ét fokus, en arkitekt har et andet og en indretningskonsulent har et tredje – saml alle egenskaber og få den bedste løsning.


6. Få indblik i din personlige stil og føl dig hjemme – indretningskonsulenten hjælper dig med at udleve dine boligdrømme og kan få din/jeres personlighed til at skinne igennem. Mange går ud køber sig et helt standardhjem, hvor man nærmest ikke kan se hvem der bor der – måske fordi de er lidt bange for at lave fejl, eller at de ikke ved, hvilke elementer der gør dem specielle og til lige netop dem. Men alle er unikke på sin vis. Da jeg skulle finde min personlige stil, tænkte jeg også i starten – jamen, jeg er jo helt almindelig, og der er ikke noget specielt ved mig. Men nu kan jeg se, at dette ikke passer. Eksempel: Jeg og min kæreste elsker musik og er nok til den nostalgiske side, hvad dette angår, så hans guitarer og min pladespiller skulle naturligvis have en plads i vores hjem. Eksempel 2: Jeg holder meget af farver, humor og funktionalitet i hjemmet – det er ikke alle, der elsker farver, men blot vil have det helt simpelt for det finder de ro i. Det gør jeg ikke. Derfor er det en del af mig og min stil. Så hvad er din? Det kan du tale med en indretningskonsulent om.


7. Æstetik og funktion i en højere enhed – indretningskonsulenten hjælper dig med at få et smukt og harmonisk hjem, hvor funktion og æstetik hænger sammen. Vi kigger blandt andet på ’arbejdsgange’ / ’trafik’ i hjemmet, hvor laver børnene lektier, mangler der bordplads i køkkenet, mangler der opbevaring, mm. Og samtidig kan vi få det til at se blændende godt ud.


8. Et trænet øje – vi er vant til at betragte et hjem ud fra mange perspektiver – trends, farvedynamik, personlig stil og behov, funktionalitet, æstetik osv. Det kan være lidt en jungle, hvis man ikke selv er vant til det, ikke har interesse for det, eller tid til det – især når hverdagens travlhed også melder sig.


9. Afhjælpe dine egne blinde vinkler – dette hænger også sammen med at finde sin personlige stil. Man kan være blind på sit eget hjem og dets potentiale. Måske har du over-researchet, hvordan du vil have dit hjem til at se ud, og nu kan du ikke skille fårene fra bukkene mere. Hvad skal ud, og hvad skal blive? Skal jeg vælge den ene eller den anden farve? Hvordan fungerer det sammen med lyset? Hvilke lamper skal jeg vælge, og hvor skal de hænge?


10. WOW-effekt – dit hjem skal som nævnt give udtryk for din personlighed, for at du kan føle dig rigtigt hjemme. Men en indretningskonsulent kan også være med til at skubbe til din grænser en smule og udvide din horisont. Fx hvis du føler dig mest tryg ved de hvide vægge, men egentlig godt kunne tænke dig lidt farve i hjemmet, så kan en konsulent hjælpe dig med at vælge tapet eller vægmaling, som giver WOW-effekt og som stadig passer til dig og dit hjem – selvom du måske ikke selv kunne se det fra første øjekast. Der er mange, der oplever, at de, til at starte med, synes at den lyserøde/sorte/blå/whatever farve på væggen var en skør idé, men når det så kommer i samspil med den øvrige indretning, billeder og møbler, så giver det hele pludselig mening, og de bliver vildt glade for det!


Og hvorfor skal du så lige netop vælge mig som din indretningskonsulent?

Udover ovenstående så skal du vælge mig, fordi jeg virkelig brænder, for det jeg laver. Jeg har altid haft en stor interesse for kreativitet, hvordan man udtrykker sig og finder sig selv her i verden. Jeg bruger min baggrund indenfor kommunikation og multimedie til at hjælpe dig med at finde din personlige stil. Det lyder lidt spøjst, tænker du måske. Men indenfor kommunikation lærer man at afkode budskaber og kommunikere det til omverdenen – både sprogligt og visuelt – og dette har vist sig højst brugbart i samtalen med mine kunder.


Jeg stiller dig konkrete spørgsmål, der hjælper dig til at få din personlighed frem. Jeg tror nemlig på, at hvis man har sig selv med i indretningen, så vil man føle sig mere tilpas og glad for sit hjem. Som nævnt i punkt 6, så kan du måske føle, at du ikke har en bestemt personlig stil, men det har alle mennesker – her kan jeg hjælpe med at belyse dette og få konkretiseret dine drømme og tanker med tegninger, konceptplanche/mood board og rådgivning. De spørgsmål, jeg stiller dig, er essentielle i forhold til at finde frem til indretningen og for at få jeres følelse af ’hjem’ frem.


Derudover har jeg sørget for at have gode samarbejdspartnere, hvor du kan få rabat, når du får rådgivning af mig. Hvis du skal have købt stort ind til dit hus eller din lejlighed, kan rabatterne ende med at dække mit honorar – hvis du alligevel skal have anskaffet dig møbler, hvorfor så ikke få rabat hos mine samarbejdspartnere og få min rådgivning med i købet?

20 views

 GEMAK DESIGN . by Louise Vestergaard    louise.vestergaard@outlook.dk . gemak-design.dk . +45 50 42 24 09 

  • facebook
  • Twitter Round
  • flickr
This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now